Planlægning og lokalt samarbejde

Den 24. februar samlede SIMPLY-projektet de midtjyske kommuner, samt centrale virksomheder og eksperter til en workshop på Golf Hotel i Viborg. Med Den Grønne trepart og den nye nationale pyrolysestrategi som bagtæppe blev der sat fokus på, hvordan pyrolyseanlæg kan bidrage til både nationale klimamål og lokale udviklingsmuligheder.
Fra strategi til virkelighed: Pyrolyse som nøgle til grøn omstilling
Workshoppen viste tydeligt, at etablering af pyrolyseanlæg ikke kun er et teknologisk spørgsmål, men en del af en større samfundsomstilling som kræver tæt tværgående samarbejde mellem aktørerne indenfor området.
Det gælder både når de kommer til samarbejde mellem developers og landbruget, effektive myndighedsbehandlingsprocesser og strategisk planlægning hos kommunen og det gode samarbejde med lokalsamfundet. Oplæg fra bl.a. Pyrolyse Danmark, PlanEnergi, Agri Energi, Hjørring Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune gav konkrete indsigter i både muligheder og udfordringer– herunder eksempler på hvordan tidlig inddragelse af lokalsamfundet, gennemsigtig kommunikation og synlige lokale gevinster kan være afgørende for at projekter bliver realiseret.
Tværgående samarbejde og videndeling
På tværs af fagligheder blev der peget på, at gode politiske rammevilkår, klar og tydelig lovgivning samt effektive myndighedsbehandlingsprocesser som vigtige faktorer for at projekter lykkes, men lige så vigtigt at man får skabt en lokal forankring af projekter, så de bidrager til udvikling af lokalsamfundet, hvor de er lokaliseret f.eks. via skabelse af arbejdspladser, støtte til lokale udviklingsaktiviteter, økonomisk kompensation til naboer og anvendelse af overskudsvarme til lokale fjernvarmeløsninger.
”I Ringkøbing-Skjern Kommune arbejde vi målrettet på at understøtte etablering af et lokalt fuld-skala pyrolyseanlæg. Det gør vi både fordi biokullet som kan produceres på disse anlæg spiller en utrolig vigtig rolle i forhold til at imødekomme målsætningerne i vores klimahandlingsplan, men også for at understøtte udviklingen af vores lokale erhvervsliv. Fra vores arbejde ved vi vor utroligt vigtigt et tætte samarbejde med landbrug, developers og lokalsamfund er, hvis projekter skal blive til noget. Det at få inspiration fra andre kommuner og aktører betyder utrolig meget for os i det arbejde” ”Henrik Westerby, Ringkøbing-Skjern Kommune
Videre arbejde i SIMPLY-projektet
Dagen blev afsluttet med rundbordsdrøftelser om, hvordan kommuner, developers, landbrug og lokalsamfundet kan styrke samarbejdet ift. til at fremme en effektiv udrulning af pyrolyseanlæg og kulstoflagring med biokul og understøtte lokal udvikling. Erfaringerne og anbefalingerne fra workshoppen vil blive brugt i det videre arbejde med SIMPLY-projektet og delt med øvrige kommuner i landet.